onsdag den 23. januar 2008

Google Reader, IGoogle og Overskrift.dk

Google Reader
Så har jeg været igennem de næste ting. Google Reader er jeg ikke så vild med. Kan bedre lide FeedReader, som også forstår dansk, og som du ved en hurtig indstilling kan få til at ligne Outlook i sin opbygning. Så er man på hjemmebane. FeedReader er bare utrolig nem at have med at gøre. Så den får min varmeste anbefaling.

IGoogle
Se, det er en genial ting. Du føler næsten, at du får sin egen private hjemmeside efterhånden, som du kommer mere og mere indhold på. Og mulighederne for indhold er mange - og ikke mindst særdeles anvendelige. F.ex. kan du få vist indholdet af din outlook og gmail på en og samme side. Du behøver slet ikke åbne outlook eller gmail, som du plejer. Du kan bare have din IGoogle åben. Ganske fikst.

Et lille fif
Jeg går ud fra, at de fleste har en Google værktøjslinie. For med den kan du altid - uanset hvor du er på nettet - komme tilbage til din IGoogle ved bare at trykke på Google symbolet, som vist nedenfor.


Overskrift.dk
Her føler jeg mig som en idiot. Hvordan er det lige, jeg skal søge? Og hvad er det præcis, jeg kan søge? Siden er ikke særlig instruktiv. Bliver irriteret når jeg ikke med det samme fatter mulighederne. Så denne side får 0 point i brugervenlighed.

P.S. grænseoverskridende kommentarer til min idioti slettes med hård hånd.

lørdag den 19. januar 2008

Talende katte - en herlig unytting ting

Profiler mig her og profiler mig der

Har siddet og kigget på det med profiler. Der er jo ingen steder, hvor man i dag kan undgå dette, hvis man melder sig til et eller andet på nettet.

Uden en profil er man ingenting!!!

At det så virker temmelig firkantet og lettere intetsigende er en anden ting. Nå, men jeg kunne jo ligeså godt hoppe ud i det. Om ikke andet er der så noget at genbruge, når vi kommer til andre af de 23 ting.

fredag den 18. januar 2008

Opstart på 23 ting - puha

Så kom ugen hvor de 23 ting også blev skudt i gang for os. Men ak – timingen lader en del tilbage at ønske.

I skrivende stund er det i dag netop en uge siden, vi genåbnede Store Heddinge Bibliotek efter en lang renovering.

Resultatet er blevet et superflot fysisk bibliotek – langt over mine forventninger. Det samme gælder desværre også arbejdet med at indrette og klargøre biblioteket til den fastsatte tid. Det var ikke bare lige noget, der kunne klares i en ruf. Hvor naiv kan man være.

Så nu er det personalet, der trænger til en gennemgribende ombygning og en totalrenovering. Lidt foryngende plastikkirurgi ville heller ikke være at foragte ved samme lejlighed, tak. Tænk at der stadig er nogle uvidende tumper, som tror at arbejde indenfor det offentlige er en loppetjans!

De fleste af os er også såkaldt hjemløse, da vores kontorer endnu ikke er færdigrenoverede. Håndværkerne har virkelig gjort deres bedste for at leve op til deres ry om konstante overskridelser af tidsfrister. Tsk. Tsk.

Så søde chefer, hvis I ikke lige har tænkt på det – kunne vi godt bruge en uges ferie på et luxushotel i den sydlige sol med det hele. Nå ikke, jeg synes ellers, at det er en af mine bedste og konstruktive ideer i meget lang tid.

Men, men, vi lader os ikke slå ud af sådanne småting – ingen sydens sol – ingen egne kontorer og pc’er. For publikum har nemlig fået en rigtig flot computerafdeling, som vi bare låner udenfor åbningstid – og så går vi i gang – lidt tøvende og haltende, ganske vist, men vi gør det….